Kirkekontoret
Linåbuen 1, Linå
8600 Silkeborg

Tlf. 86841575
Kontakt E-mail: linaa.sogn@km.dk
Sognets officielle E-mail: linaa.sogn@km.dk

LINÅ KIRKE

Med missionsbefalingen i ryggen drager apostlene efter Jesu korsfæstelse ”ud i verden for at gøre alle folkeslag til mine disciple, idet I døber dem i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn”, som det lyder i Matthæusevangeliet.

Via Romerriget og senere Frankerriget og Det tysk-romerske Kejserrige når kristendommen til Danmark i 700-tallet. Århundredet efter missionerer benediktinermunken Ansgar i Hedeby og Ribe, og midt i 900-tallet proklamerer Harald Blåtand på Jellingestenen, at han har samlet Danmark og gjort danerne kristne. Religionsskiftet er en realitet, men først efter endnu et par århundreder kan man tale om et folkeligt trosskifte fra hedenskab til kristendom. I løbet af 1100-tallet bygges mange trækirker på de gamle hedenske kultsteder. Disse kirker erstattes i det følgende århundrede af et væld af romanske kvadrestenskirker over det ganske land.

Linå kirke er én af disse. Den placeres på et centralt sted, dér hvor Århus-Ringkøbing-vejen krydses af vejen mellem slottet i Skanderborg og Viborg, hvor kongerne hyldes på tinge.

Vi ved ikke noget konkret om, hvem der har betalt for opførelsen af kirken; men flere muligheder byder sig til: En lokal stormand måske med bolig/borg på Gammelkol eller Dynæs ved Julsø. Sådanne donationer er almindelige, idet man jo i katolsk tid tillægger de gode gerninger en central rolle, hvad angår retfærdiggørelse og sjælens frelse.

En anden mulighed er, at kirkebyggeriet finansieres af tiendeafgiften, som kong Erik Ejegod må acceptere som modydelse over for paven i Rom for i 1104 at få tildelt et dansk ærkebispedømme i Lund. Tiende består af tre dele: Kirketiende, præstetiende og bispetiende. Takket være førstnævnte kan kommende kirkeværger måske påbegynde byggeriet.

Ved Reformationen i 1536 nationaliserer kong Christian d. 3. kirkens gods – herunder Silkeborg Slot, som ligger i Linå sogn. Forklaringen herpå er, at Fru Thore Muus i begyndelsen af 1400-tallet donerer Silkeborg Slot med hertil hørende herligheder til biskop Bo i Århus. 

Ved kongens overtagelse af kirkens gods bliver Linå kirke dermed slotskirke. Kirkens ændrede status får konsekvenser for de økonomiske rammer for både kirke og præst, idet den tidligere bispetiende nu tilfalder Chr. d. 3. og dennes efterfølgere samtidigt med, at indtægterne fra slottets fæstebønder nu også går i kongens kasse. Silkeborg len er et såkaldt regnskabslen, hvor lensmanden er på fast løn og må gøre regnskab over afkastet over for kongen. Kongen kan derfor være rundhåndet over for de to kirkeværger og præsten. Således får provst Rasmus Nielsen, som sammen med sin kone er begravet under korgulvet, og hvis ligsten er indmuret i korvæggen, ud over donationer fra kongens nye tiendekasse også indtægterne fra Sminge ålegård samt bonus ved dåb af herskabets børn.

Omtrent samtidig med Reformationen nedlægges den gamle Bjarup kirke øst for Linå. Pestepidemierne i de foregående århundreder har tyndet voldsomt ud i sognets befolkning samtidig med, at der var udsigt til, at præstetienden ikke længere kun skulle tjene som underhold for den katolske præst i cølibat, men en lutheransk præstefamilie!

Materialerne fra den nedbrudte kirke anvendes ved den følgende udvidelse af Linå kirke, som bygningsmæssigt skal leve op til sin nye status som slotskirke, hvor både de kongelige og lensmændene på slottet nu får deres gang. Skibet forlænges med knap en trediedel mod vest. Forlængelsen ses tydeligt udefra, idet kvadrene er mindre end i det oprindelige murværk, og inde i kirken skifter muren karakter fra groft tilhuggede marksten til kvadremur.

Under indtryk af de statsfinansielle problemer efter svenskekrigene, hvor kongen har optaget store lån hos det kapitalstærke borgerskab, sælger Frederik d. 3. i 1660’erne Silkeborg Slot til sin borgerlige mundskænk Christian Fischer. Enevældens indførelse i 1661 muliggør dette, idet kongen ikke længere er begrænset af håndfæstningens bestemmelser om, at kun adelige må eje jord.

Med Fischers køb af slottet med hertil hørende fæstebønder går Linå kirke trangere tider i møde. Investeringen skal give maksimalt afkast, og det er slut med rundhåndetheden over for kirkeværgerne og præsterne. Én af sidstnævnte får et så anstrengt forhold til Daniel Fischer, Christian Fischers bror, at  hans bryllup ikke afholdes i kirken, ligesom første barnedåb foretages andetsteds.

På trods heraf opfører Daniel Fischer et kapel i barokstil til sin slægt. Indgangen hertil er den gamle kvindeindgang jvnf. senere.

Op gennem 1700-årene forfalder kirken, men i århundredets anden halvdel gennemføres en større istandsættelse af kirken. Apsis ommures fra grunden og forsynes med en polygonal gesims af mursten. Skibets og korets mure omsættes og forsynes med nye vinduer, der i forhold til de oprindelige små romanske vinduespartier lukker meget mere lys ind i kirken. Også her krones med gesims.

I samme periode opføres et nyt tårn, og den gamle mandeindgang på sydsiden af skibet flyttes og kommer til at udgøre første stokværk i det nye tårn. Herefter har kirken i hovedtræk det udseende, den har i dag.

Drewsens ankomst til Silkeborg og den efterfølgende opførelse af papirfabrikken på dele af den gamle slotsgrund får store langsigtede konsekvenser for Linå kirke. Industrialiseringen er sat i gang, byen vokser, og i 1855 flytter Linåpræsten Jens Chr. Hostrup ind til Silkeborg og holder herefter de kirkelige handlinger for byens borgere i en stue på Silkeborg Hovedgård, der tidligere er blevet opført af materialer fra det nu hedengangne Silkeborg Slot.

Silkeborg kirke indvies i 1877, og i 1899 bliver byen selvstændigt sogn. Historiens glemsel sænker sig over Linå kirke. I 1989 får Sejs-Svejbæk egen kirke, men et godt og konstruktivt samarbejde udvikles mellem denne og den gamle moderkirke i Linå. Således er en stor del af personalet i dag fælles.

Urbaniseringen og den økonomiske udvikling har flyttet fokus bort fra Linå kirke; men kirkens uforholdsmæssigt store størrelse i den lille landsby vidner i dag om forgangne tiders storhed, hvor kongerne og deres lensmænd havde deres gang i kirken.

Vinduer

Ingen oprindelige vinduer er bevaret, men et fragment af en overligger indgår som nævnt i skibets murværk på nordsiden(2).

Den ældste kirkes øvrige romanske vinduer er opslugt af de nuværende vinduesåbninger, der er lavet langt senere for at skaffe mere dagslys i kirken. Rundbuede og spidsbuede murstensstik over vinduerne viser, at der under indtryk af skiftende kunsthistoriske genrer er foretaget flere ændringer i tidens løb; i nyere tid har man uheldigvis repareret vinduskarmene med cement.

Kirkens tårn

I en periode hænger klokken i en klokkestabel. Senere opføres et tårn, hvor klokken naturligt placeres. Lensmanden forlanger, at bønderne skal køre sten til tårnet. De har kun små, usle vogne. Læsset er tungt, hestene er magre og bønderne knurrer over det hårde arbejde. Sagnet fortæller, at fæstebønderne fra Mollerup er særligt vrangvillige og nægter at køre flere sten. Som straf får de ikke noget glamhul i tårnet mod øst. Derved bliver de afskåret fra at høre Linå kirkeklokke ringe. I 1679 foreslår man dette tårn nedrevet, fordi det er forfaldent og farligt. Det nuværende tårns alder er usikker, men man regner med, at det er opført i slutningen af det 18. århundrede på basis af det gamle tårns fundament – og med samme højde som det gamle. Mollerupbøndernes træthed kan stadig aflæses i misforholdet mellem skib og tårn!

Det nuværende tårn er forneden bygget af munkesten i krydsskifte med metertykke mure på kvadersokkel, og den tilmurede tårndør på sydsiden(6) må derfor stamme fra det oprindelige tårn.

Ved genrejsningen indrettes nederste stokværk til våbenhus. Sydportalen(4) bliver ved den lejlighed flyttet til tårnets vestgavl(4a).

Ved siden af den blændede tårndør er der udvendig indmuret en romansk ligsten(7), der næppe har oprindelig tilknytning til Linå kirke. Den smukke rødlige sten med figurrelief bliver i 1862 fundet som trappetrin ved den daværende Linå kro og overdrages til kirken. Romanske ligsten meddeler sjældent navnet på afdøde, men på denne står lige under overkanten indhugget ASSERVS. Den afbillede figur er efter staven at dømme en abbed eller en pilgrim; for det sidste taler, at en klosterforstander sandsynligvis vil være begravet i tilknytning til egen klosterkirke.

Kirkeklokken øverst i tårnet bærer indskriften:

KONG CHRISTIAN DEN S]EITE
LOD HELBREDE MINE REVNER.
KOM FREM MED ANDAGT. BØN OG BOD.
TIL. GUDS HUUS. NAAR JEG STEVNER.
(H.Tessien).

Kongen residerer nu atter på Silkeborg Slot, som fungerer som underhold for rytteri under Skanderborg rytterdistrikt. Af indskriften fremgår, at klokken repareres i 1738. Den omstøbes i 1908 med genbrug af malmet og genetablering af den gamle indskrift.

Våbenhuset

Et våbenhus omtales 1616 som “bygfældigt”. Det har sandsynligvis været opført i bindingsværk på kirkens sydside.

Det nuværende våbenhus udgør som nævnt rummet i nederste tårnetage. Det har et stengulv af granitkvadre og en enkelt ligsten fra 1753. Loftet er en fladbue, muret tøndehvælving. Til venstre er døren til tårntrappen, der er indbygget i den tykke nordmurs kerne.

Til højre ses en dyb niche(6); det er den udefra tilmurede gamle tårnindgang.

Trappedøren (døren foran nichen) og dobbeltdøren ind til kirkerummet er originale og malet i almuefarver.

I våbenhuset er anbragt en kvader med tre kunstigt udhulede fordybninger(8); det er en (måske ikke færdiggjort) romansk olielampe, fremdraget 1983 ved omlægning af en kirkegårdstrappe. Der er kun fundet få romanske olielamper her i landet.

Kirkeblokken(14) i våbenhuset har formodentlig været brugt til indsamling af fattigbidrag. Den anskaffes omkring 1862. I 1863 udgiver daværende distriktslæge C. Fibiger bogen “Medicinsk topographie af Silkeborg og dens omegn”, og heraf fremgår, at “Nøden er større i Silkeborg end den tilsyneladende viser sig”, samt at den officielle fattigkasse suppleres ved frivillige tilskud f.eks. “tavle-penge”. Først i 1868 får Silkeborg sin første fattiggård på nuværende Bindslevs plads.

Kirkens portaler

Én af kirkens store seværdigheder er de to monumentale granitportaler: “De to stolte portaler i Linå” kalder en kender dem (Mackeprang).

Kirken har haft kvindeindgang i nord(3) og mandsindgang i syd(4). Begge portaler er bevaret. 

Nordportalen er urørt på sin oprindelige plads. Den er udefra skjult af kapelbygningen, men danner inde i kirken indgangen til Det Fischerske Kapel. (Adgang ved henvendelse til kirketjeneren). 

Som nævnt bliver sydportalen flyttet til tårnets vestgavl i slutningen af 1700-tallet og er nu kirkens eneste indgang(4a). Den er genskabt med stor omhu. I sydmuren ses tydeligt, hvor mandsdøren har været, selv om der udvendig er lukket efter med kvadre og indvendig med mursten – i dag delvis dækket af altertavlefelterne fra 1938.

Begge portaler er søjleportaler med hver fire fritstående søjler og to halvsøjler. Denne komposition er enestående blandt jyske granitportaler. Kun Munkbrarup i Sydslesvig har en parallel.

Portalerne har en vis samhørighed med flere af omegnens portaler. Former og motiver synes inspireret af Viborg Domkirke. De er lige imponerende, og der er ikke nogen væsentlig forskel på mands- og kvindeindgang.

En klassisk søjle har vidt forskellig udformning af base (fodstykke) og kapitæl (søjlehoved). Den inderste søjle i Linås mandsportal har imidlertid baseformet afslutning både forneden og foroven. Til gengæld har midtersøjlen terningkapitæl både foroven og forneden. De enkelte sidefelter på disse kapitæler har hvert sit udsmykningsmotiv i lavt relief, enten stiliserede ornamenter, kendt fra antik kunst: palmet, akantusranker, spiralslyng, hvirvelroset, eller usædvanlig fintformede dyreskikkelser: en basilisk (fabeldyr), en siddende løve, en springende hjort, samt det kosmisk-kristologiske tetragram eller Skt. Hanskors.

Nordportalens søjler har alle kapitælformede fodstykker og baseformede søjlehoveder. Bortset fra den geddelignende fisk er her udelukkende ornamental udsmykning. 

Stenmesterens brud med det klassiske søjlemønster og hans suveræne beherskelse af skulpturmulighederne i den genstridige granit røber, at Linå kirke tilhører den senromanske stilperiode. 

TYMPANA 

Et tympanon er portalfeltet over dør eller døroverligger. Kirken har fire tympana, hvilket er ret så usædvanligt. Sydportalens tympanon(4a) fremstiller en virkningsfuld komposition af den himmelske Kristus med glorie om hovedet og højre hånd løftet til velsignelse af sin jordiske menighed.

Skikkelsen, i brystbillede, er flankeret af de græske bogstaver alfa og omega (“begyndelsen og enden”, Johs. Åbenbaring 1,8). Foran sig med den anden hånd holder han Livets bog åben. Det lave relief er desværre efterhånden noget udvisket. Over nordportalen(3) er der i tympanonfeltet tre ligearmede flettekors indfældet i hver sin glorie. Det midterste kors er lidt større end de to andre og står på en lille høj.

De to andre tympana stammer givetvis fra Bjarup kirke. Det ene, med afbildning af Jesus på korset (i dybt relief), er opstillet ved kirkegårdens låge vest for kirketårnet. Det har tidligere siddet i den vestlige kirkegårdsmur.

Det andet tympanon er inde i kirken indmuret over norddøren som indgang til Det Fischerske Kapel. I lavt relief ses Kristus med glorie og højre hånd løftet til velsignelse. I venstre hånd holder han om rundstokken til et skriftbånd. Begge figurfremstillinger er groft tilhuggede og repræsenterer formentlig et langt ældre trin i stenskulpturkunsten end de originale Linå-portaler.

Det Fischerske Kapel

Det Fischerske Kapel er bygget i 1689 af Christian Fischers bror Daniel Fischer til Silkeborg Slot og indrettet til familiebegravelse. Døren er indsat i den romanske kvindeindgang i 1689.

Kapellet er bygget af munkesten på et fodskifte af granitkvadre, der er blevet forstærket med en karm af kvadre og har et buet blytag i barokstil. I gavlen er indmuret en nu stærkt forvitret sandsten med varianter af Daniel Fischers og hustru Else Lindes våben: Fisk og lind. 

Efter kapellets indretning bliver Else Lindes kiste indsat som den første.

Årstallet for Daniel Fischer og Else Linde findes på øverste dørkarm, flankeret af bogstaverne DF og EL, og i øverste dørfyldnings smedejernsgitter sammen med navnene Daniel Fischer og Else Linde.

Det forekommer yderligere på en træplade over den indmurede Bjarup-tympanon sammen med navne og våbenmærker. Også i det ornamentale snitværk på dørkarmen findes indskårne våbenmærker. De er udtryk for den nye, kapitalstærke borgerklasses ønske om ligestilling med den gamle fødselsadel: Jordbesiddelse og våbenskjold (jvnf. Holcks tilsvarende på altertavlen) 

I kapellet er mellem 1689 og 1805 indsat otte kister, der alle er bevaret. Den sidst indsatte, Jean Arnold Fischer til Allinggård, er kendt fra Blichers novelle “Fruentimmerhaderen”. 

I 1992 bliver kapellet restaureret. Kisterne bliver omrokeret, og nogle af dem vender ikke længere øst-vest.

Skib og Kor

Kirkeskibet har fladt bjælkeloft, et bevaret romansk træk. Det oprindelige murværk er indvendig opført af let tilhuggede marksten og er derfor meget uregelmæssigt. Trods de store, hvidkalkede flader virker disse mure meget levende. Kun vestforlængelsen har kvadervæg, også på indersiden. Takket være Bjarup er der ingen mangel på kvadre ved Linå kirkes bygningsændringer!

Triumfbuen mellem skib og kor står markant med sit bueslag af granitsten i naturlige farver. Den er formentlig sat om i anden halvdel af 1700-tallet, og bl.a. kragstenenes skæve stilling røber, at det har kostet besvær at genskabe buen. Smedejernslysholderne i buevæggen er gamle, men af ubestemmelig alder.

Kirkestole, alterskranke og pengebøsser i ubehandlet eg stammer fra en gennemgribende kirkerestaurering i 1965. Den tidligste omtale af stoleværk i kirken er i forbindelse med et kirkesyn i 1679. Det forrige stoleværk er fra 1890. Der er tale om solide egetræsbænke, som har fyldningsdøre. De har trekløverformede gavltopstykker med drejet midtknap.

Inventar i kirken

Figuren af Johannes Døberen

Til venstre for triumfbuen (korbuen) er på skibets østvæg anbragt en gammel træskulptur fra o.1500(11). Den er 155 cm høj og skåret i eg. Endnu i 1891 har den rester af farver og forgyldning, men i dag fremstår den helt afrenset.

Den forestiller Johannes Døberen, som Bibelen udstyrer med en kamelhårskappe(se Mark.1,6), men her er han iført skindet af en kamel, hvis hoved ligger mellem hans fødder. Kamelens forben hænger langs med hans underben, og han har dens ene bagben slynget over højre skulder.

På Døberens venstre hånd hviler en bog, og på bogen ligger et lam: “Guds lam, som bærer verdens synd”(Joh. 1,30). 

Ifølge præsteindberetningen fra 1808 er figuren “efter gamle mænds sigende kommet fra det nedbrudte Silkeborg Slot”. Det kan tyde på, at den oprindelig har tilhørt én af de nedlagte kirker i omegnen – måske Bjarup – som én af midterfeltfigurerne i et gotisk alterskab.

Tilsvarende Johannes Døber-fremstillinger – men med spændende farvelægning – findes på Århus domkirkes højalter og i Malling og Adslev kirker på Århusegnen.

Døbefonten

Den romanske døbefont er af grovkornet, grå granit. Den er kirkens ældste inventar og hører til gruppen af de berømte jyske løvefonte.

Den er opstillet midt i koret. På en rektangulær plint og en terningeformet fod med hjørneknopper hviler en lidt uregelmæssigt formet kumme med aftapningshul. 

På kummens sider ses i relief et menneskehoved flankeret af løvefigurer. I 1882 bliver døbefonten afpudset og renset for maling. Reliefferne her står slet ikke mål med portalernes raffinerede granitkunst.

Dåbsfade

I 1694 får kirken et dåbsfad i tin udført af Hans Nielsen Gotlænder. Det findes siden 1952 i Købstadmuseet Den Gamle By i Århus. I 1908 udskiftes tinfadet med et dåbsfad i messing.

I 1989 får kirken en kopi af det gamle dåbsfad i tin udført af sølvsmed Jørgen Jensen, Vejle. Det nye dåbsfad nedsættes på et stativ skåret i træ. På oversiden heraf er udskåret Linåkorset, på dets bagside mærkes omridset af en blomst. Kirkens dåbskande er fra 1863 og lavet af tin. Den erstattes i 2018 af en fransk lerkande lig den, Jesus hælder vand af på Kluges billede.

Alterbord og altertavle

Det murede alterbord, som er fra middelalderen, er på siderne beklædt med et træpanel af renæssancepræg. Altertavlen er i al sin enkelhed en karakteristisk renæssancetavle, hvis mester var Jesper Maler i Linå. I modsætning til gotikkens opadstræbende arkitektur er altertavlen præget af horisontale linier – et billede på renaissancens opfattelse af mennesket som en guddommelig skabning, men med en selvstændig vilje i denne verden. Ifølge indskriften i topstykket er tavlen fra 1616.

Giveren er Christen Holck, kongelig lensmand på Silkeborg Slot. Holck formodes at have været involveret i Kalmarkrigen 1611-13 mod svenskerne på grund af sine feudale, militære forpligtelser over for Christian d.4.. Måske i taknemmelighed over at være sluppet med livet i behold donerer han altertavlen. Holcks og hans to hustruer, Karen Krafses og Marie Belows våben er gengivet midt på tavlens fodstykke. Der er noget for Fischerne at leve op til!

Tavlens smukke almuefarver er fremkaldt ved Nationalmuseets restaurering i 1938. Ved samme lejlighed udskifter man de gamle alterbilleder fra det foregående århundrede og rekonstruerer de oprindelige tekstfelter fra 1616: Hovedfeltet gengiver Johannesevangeliet 6,53-59(Jesus som ”det brød, der er kommet ned fra himmelen) og i topfeltet er Esajas 6,3 citeret.

Begge felter bliver i 2015 ophængt på skibets sydvæg, hvor de delvist dækker den tilmurede mandeindgang(16).

De billeder, der i dag ses på altertavlen, er malet af kunstneren Thomas Kluge og indviet Skærtorsdag 2015. Forud for denne begivenhed er altertavlen efter krav fra Nationalmuseet omhyggeligt blevet renset af Konserveringscentret i Vejle. Denne proces finansieres af Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond, Augustinusfonden samt Silkeborg Provsti.

Det store billede, som malerteknisk er inspireret af den store italienske barokmaler Caravaggio og den nederlandske renæssancemaler Rembrandt, viser Jesu fodvaskning: Under Den sidste Nadver Skærtorsdag rejser Jesus sig og begynder at vaske disciplenes fødder. Det må have været en grænseoverskridende oplevelse for de tilstedeværende. Barmhjertighed, næstekærlighed og tillid lyser ud af billedet. Det er Løgstrups ”suveræne livsytringer”, der er i spil. Menneskelige adfærdsmønstre, som ”bærer det hele”, som han formulerer det, og som gør det muligt for os at ”kende, at verden er Guds”.

Oven over det store felt har Thomas Kluge malet et billede af Johannes Døbers ansigt inspireret af den middelalderlige træfigur af Døberen, som hænger på korvæggen. Tilsammen illustrerer de to billeder vandets centrale betydning i kristendommen.

Udskiftningen af de to alterfelter er udtryk for en udpræget tendens i det senmoderne samfund: Gutenberg og skriftsproget er i hård konkurrence med billedmedierne om folks opmærksomhed, og den almindelige sækularisering er fremskreden!

Malerierne er bekostet af tekstilfabrikant John Kjærgaard Grosbøl, Sejs-Svejbæk.

Under forarbejdet til udskiftningen af felterne gør Nationalmuseets kirkekonsulent opmærksom på, at det oprindelige hovedfelt ifølge museets arkiver skulle befinde sig på kirkeloftet. Og ganske rigtigt: Under et tykt lag støv og nedfaldet understrygningspuds dukker tre frønnede brædder op, som tilsammen viser sig at være det oprindelige hovedfelt fra 1616.

John Kjærgaard Grosbøl træder endnu engang til, og efter samråd med Nationalmuseet besluttes det at rense, konservere og ophænge den midterste og centrale del af det gamle hovedfelt: Korsfæstelsesmotivet.

Historien bag dette er, som følger: Den oprindelige tekst fra Johannesevangeliet overmales i 1693 – årstallet anes nederst i billedet – med et billede af den korsfæstede Kristus. Man forlader den lutherske ortodoksi med skriften i fokus – sola scriptura – til fordel for pietismens vægt på mere inderlighed i troen bl.a. via motiver fra Jesu lidelseshistorie. Til venstre for korset formodes Nationalmuseets konservatorer i 1938 med et opløsningsmiddel at have blotlagt den gotiske skrift på det oprindelige felt med henblik på en rekonstruktion af dette. Ifølge eksperter vil man aldrig have foretaget et så voldsomt indgreb i dag, så det gamle felt vidner også om konservatorteknologiens udvikling.

Feltet er nedfældet i en massiv egeplanke, som både tilgodeser æstetiske og beskyttelsesmæssige hensyn. Det er i dag ophængt på skibets nordvæg(15).

På korets nordvæg hænger et billede af Jesus, der velsigner de små børn. Det er malet af aarhusianeren A.P. Lyders og er fra 1863 til 1938 indsat i altertavlens storfelt. Stilen genkendes fra dansk romantik og guldalder, og sammen med de øvrige alterfelter har kirken dermed klenodier repræsenterende vigtige kunst- og kirkehistoriske perioder fra 1616 til Thomas Kluges senmodernitet.

Prædikestolen

Prædikestolen fra o. 1610-20 med tilhørende lydhimmel er ligesom altertavlen skænket af lensmand Christen Holck og tilskrives føromtalte mester, Jesper Maler i Linå. De horisontale renæssancelinier er igen iøjnefaldende og Christen Holcks og hans hustru Marie Belows våben findes på opgangen.

Stolen har fire fag med rektangulære, forsænkede fyldninger. Stafferingen er fra 1936 ligesom indskrifterne og storfelternes evangelistsymboler, der er udført i skraveret guld og sølv efter spor af ældre udsmykning.

Kirkeskibet

Over skibets midtergang hænger en skibsmodel, en fuldrigget og fuldt armeret fregat fra 1600-tallets sidste halvdel. Den er indkøbt i Hamburg og 1939 skænket til kirken af skibsreder Arne Schmiegelow, Svejbæk. 

Skibet har – også som symbol – en lang historie: Helt tilbage i bronzealderen har man begravet mennesker i skibsformede stensætninger, som symbol på, at de døde er på vej fra det jordiske til det hinsidige. Fra vikingetiden har vi eksempler på, at afdøde begraves i et konkret skib. Kirkeskibet som udsmykning stammer fra europæisk middelalder bl.a. med referencer til Matthæus-evangeliet(8,23-27), hvor Jesus lægger stormen på Genesaret sø. Disciplene/menigheden er undervejs fra det jordiske til det himmelske. Der lurer mange farer, men med Jesus på broen når man sikkert i havn. På den baggrund er det naturligt at kalde kirkens store rum et
skib. Og koret kunne i katolsk tid opfattes som broen, hvor kun officererne/de gejstlige havde adgang!

Pulpituret

Et pulpitur i kirken er første gang omtalt i 1664, da det trænger til reparation. Det menes, at der i det nuværende orgelpulpilurs forside indgår bestanddele fra det gamle herskabspulpitur.

Pulpituret indrettes i 1858 til at bære kirkens ældste orgel.

Det nuværende orgel, kirkens tredje, er fra 1985. Det er bygget af Marcussen & Søn, Aabenraa. Det har 16 stemmer, to manualer (hovedværk og svelleværk) samt pedal og har sløjfevindlader og mekanisk traktur. Pulpiturets staffering er samstemt med orgelfacadens fra 1985 og inspireret af farver i altertavlen.

Under pulpituret hænger en Series Pastorum med navne og årstal for Linås præster siden Reformationen. Man genkender digteren Jens Christian Hostrup – præsten, der forlægger residensen til Silkeborg!

Vidnesbyrd om de slesvigske krige

På vestvæggen under pulpituret er ophængt en mindetavle(9) over sognets faldne i 3-årskrigen 1848-1851. På kirkegården lige nord for kirken er der fredede gravsten over mennesker fra Linå sogn, der har deltaget i den skæbnesvangre kamp mod preusserne i 1864. Én af disse er Dannebrogsmand.

Alterkalk og disk

Alterkalken er antagelig fra 1856, udført af J.A Herskind, Århus. Den er 21 cm høj med en sekstunget fod, smykket med drevne halvkugler og dråber. Skaftets knop er midtdelt ved en snostav og ringen forneden på skaftet er lueforgyldt. På foden er fæstet to støbte krucifikser, muligvis aftryk fra en tidligere kalk.

Disken menes at være fra 1871. Den er prydet med en graveret, rocailleagtig bladranke.

Vinkanden og oblatæsken, som begge er af sølv, er fra 1965.

Alterstager og lysekroner

Stagerne er af messing, 33 cm høje og muligvis fra 1500-tallets slutning.

Lysekronerne er ligeledes af messing og fra begyndelsen af 1900-tallet. Lampetterne på væggene er fra 2010 og kan lysdæmpes.

Dæmpbare museumspots opsættes i loftet i 2016.

Messehagler

I 1991 anskaffes en ny messehagel, lavet af kunstnerne Ingelise og Flemming Bau, Århus.

Messehagelens forstykke er inspireret af Johannes Døber-figuren. Midtpå bølger den grønlige Jordanflod sig roligt og stille. Foroven ses en due, som symboliserer Guds ånd, i en oval strålekrans, mandorlaen. Forstykket illustrerer således en central begivenhed: Johannes, der døber Jesus(Matt.3,16-17)(Indsæt “messehagelfor” med undertekst:”Messehagelens forstykke”)

På bagstykket ses Helligåndens røde farve – ilden – gribe ned i de rødbrunlige jordfarver. Den almueblå farve, der danner messehagelens bundfarve, er hentet fra altertavlen. Den dybe røde farve fra det oprindelige skriftfelt er benyttet til de tre flammer på hagelens ryg.

Linå kirkegård

Kirkegården skifter i disse år karakter. Baggrunden er dels den demografiske udvikling jvnf. tidligere dels et udefrakommende krav om at reducere omkostningerne ved kirkegårdsdriften. Man ønsker at formindske den del af den kirkelige ligning, der går til kirkegården, og øge den del, der går til kirkelige aktiviteter inden for murene. Derfor har vi også i de senere år set relativt store prisstigninger på vedligeholdelse af gravsteder, hvilket sammen med færre kistebegravelser har reduceret begravelsesarealets andel af den samlede kirkegård.

Med udgangspunkt i en af provstiet finansieret udviklingsplan for vores landsbykirkegård arbejder kirkegårdspersonalet derfor frem mod en større differentiering af plejeniveauet bl.a. med tilsåning af større græsarealer og etablering af begravelsesrum med forskellige visuelle karakteristika for derved også at imødekomme  forskelligartede ønsker til gravpladser.

Det er menighedsrådets ønske, at kirkegården samtidigt kan blive et endnu smukkere og parklignende sted for såvel efterladte som områdets beboere i almindelighed: Rum for refleksion og æstetik.